Privatlivspolitik og cookies

Søg: 

The Hotelroom 2014
Modellervoks, tape, papir og vire
18x18x23 cm
Inventarnummer: 1305

Horsens Kunstmuseum har erhvervet værket The Hotelroom fra 2014.
Værket er det første i Horsens Kunstmuseums samling af kunstneren Rose Eken, som er uddannet fra Edinburgh College of Art i 2001 og efterfølgende fra Royal College of Art i London i 2003. Hun har siden da været særdeles aktiv på den internationale kunstscene, hvor hun har haft udstillinger på både museer såvel som gallerier i blandt andet Helsinki, San Francisco, Danmark, Berlin og New York.
Værket The Hotelroom består af en hvid kasse med et kighul i, hvor der inde i hulrummet ses et hotelværelse, som fremstår forladt til fordel for at gå på opdagelse i en ny dag eller en ny aften; sko ligger og flyder, ligeledes gør aviser, øl – og champagneflasker, computeren står fremme med et æskebæger ved siden af, lampen står skævt, en guitar står op ad væggen og udsigten vidner om, at værelset ligger højt og centralt; der er udsigt til en skyline over en storby. Associationerne til en aften med dans, alkohol og vilde fester vælter frem og man kan ikke undgå at blive mindet om, at Rose Eken er særdeles fascineret af rockmusikkens verden.

Rockmusikken som kulturelt fænomen giver anledning til at tænke over, hvad denne gør ved mennesker: den giver os lov til at brødføde en lyst til at være dumdristig og hensynslys, til at være destruktiv og til at udfordre balancen mellem at rejse sig og falde, mellem succes og fiasko og mellem berømmelse og mørket, der sommetider følger. Disse balancer giver liv til hele kulturen, og den fodrer både kunstner såvel som fan; alle bliver tilskuere og deltagere til de liv, der leves og de udfordringer, der følger. De fine linjer, som afgrænser succes og fiasko mimer den helt basale tvedeling mellem det at være kreativ og skabende og destruktiviteten, som somme tider ses, når førstnævnte tager over. Essentielt føder rockmusikkens kultur både sin egen ødelæggelse såvel som undergang.

Fascinationen af rockmusikkens kultur og ligeledes fankulturen ses hos Rose Eken som et gennemgående tema i hendes kunst, hvorfor hendes arbejde ofte reflekterer udskejelser og hvor elementer fra musikkens verden indgår; blandt andet trommesæt i miniaturestørrelse samt opstillinger med kasser, øl og sprut.
Rose Eken arbejder med forskellige medier; bandt andet keramik, broderi, video, og miniaturemodeller af modellervoks. Hendes værker opnår aldrig fuld en til en  størrelse, til gengæld skalerer hun værkerne ned, oftest i miniaturestørrelse, og udfordrer dermed realiteten, som hun vrider og forstyrrer. Ligeledes vrides også forestillingen om en mandsdomineret verden på nidkær vis, da de udstillede genstande ofte er lavet af atypiske materialer og gerne i miniature, som i stedet bidrager med en feminint touch.

Anna Ellegaard