Privatlivspolitik og cookies

Søg: 

Prinsens Have 2014
Tørret bjørneklo, pap, gips, bronze, papir, døde bier, medicinemballage,flamingo, ler og andre plantedele 
Inventarnr.1308

Prinsens Have – Emil Westman Hertz
I 2014 blev Horsens Kunstmuseums Venners Kunstnerpris uddelt til Emil Westman Hertz.
Kunstneren kvitterede med værket og udstillingen ’Prinsens Have’ som var at se på museet i foråret 2014. Museet erhvervede efterfølgende værket med substantiel støtte fra Ny Carlsbergfondet og Kulturstyrelsen.
Med ’Prinsens Have’ har Emil Westman Hertz skabt et unikt og komplekst værk. Installationen er skabt i materialer som voks, pap, grene, bjørneklo, ler, bronze, gips, hans egen gamle medicinemballage og døde bier. Værket er poetisk og svævende, samtidig med at det peger på livets forfald og forgængelighed. I en gammel medicinemballage ligger flere hundrede døde bier, som en konstant påmindelse om at døden er tættere på, end vi tror. Værket peger ud på verden og den diversitet som vores moderne verden er opbygget af, men værket peger også indad og viser et klart og personligt billede af en kunstner, der ikke står tilbage for at bruge sin egen livssituation i sine værker. Værket ses som et tableau eller en iscenesat ophobning, der indeholder en lang række materialer der peger i alverdens kulturelle og fortolkningsmæssige retninger.

Emil Westman Hertz har udtalt i et interview med Trine Ross 30.08 2013:
”Jeg har altid haft bier og siddet og lavet figurer i voks”……”Og så er det jo et langtidsholdbart materiale, for man har fundet voks på egyptiske mumier. I det heel taget arbejder jeg med nærliggende materialer, der samtidig er symbolske, netop fordi jeg indsamler dem i mine omgivelser. På den måde er det en slags arkæologi i et indre landskab, der ligesom bliver gravet op”. I det videre arbejde med bierne og voksen lader Emil Westman Hertz bierne selv arbejde videre med værkerne, ved at sætte dem tilbage i bistaderne, hvor bierne straks går i gang med at bygge deres kuber udenpå.
Et andet af de materialer som ’Prinsens Have’ er opbygget af er bjørneklo. Bjørnekloen er en plante der ofte ikke bliver mere en to år gammel. Bjørnekloens saft er giftig for mennesker, da plantesaften gør huden overfølsom for sollys, og hvis huden efter kontakt med bjørneklosaften bliver udsat for sollys opstår der alvorlige forbrændinger. I forhold til værket ses bjørnekloen dog ikke farlig, men nærmere skrøbelig, da de tørre stammer her bliver brugt til at stamme dele af værket op og derved danner et skrøbeligt fundament for værket.


Emil Westman Hertz (f.1978) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 2002-2008, Maumaus School of Fine Arts i Lissabon i 2007. Han har desuden fra 1999 – 2000 studeret eskimologi på Københavnsuniversitet og taget uddannelse som ubefaren skibsassistent på Georg Stage i 1999. I Emil Westman Hertz´ kunstneriske praksis ses et tydeligt arbejdet med en mangfoldig materialitet, hvilket også i høj grad ses videreudviklet i ’Prinsens Have’. Værket er sirligt placeret således at hver enkelt del i den samlede installation både fungere som enkelt dele, men også som naturlige elementer i den samlede installation.

Ud over værket ’Prinsens Have’ er Emil Westman Hertz repræsenteret i Horsens Kunstmuseums samlinger med værket ’Sygeleje’ fra 2011.