Privatlivspolitik og cookies

Søg: 

Martin Erik Andersen
"Fra hvor væggene ikke når gulvet"

24. januar - 8 marts 1998

 
Martin Erik Andersen er en af de yngre billedhuggere, der i de senere år har manifesteret sig stærkt. Horsens Kunstmuseum har kunstneren repræsenteret med markante værker i samlingen. Det er ikke disse der står i centrum i denne udstilling, men skulpturelle arbejder der er skabt specielt til Horsens Kunstmuseum. Martin Erik Andersens skulpturer bevæger sig i grænseområdet mellem skulptur og installation, med en stærkt varieret brug af materialer og udtryksformer. Martin Erik Andersens kunstneriske intentioner ligger i undersøgelser af skulpturen som mellemrum mellem krop og rum.


Johannes A. Jørgensen
"Aspekter af et kunstnerliv"

21. februar - 13. april 1998

Kunstnersammenslutningen SPIRALEN blev dannet i 1947 af en gruppe abstrakte kunstnere, bl.a. Asger Jorn, Sven Dalsgaard, Mogens Balle og Wilhelm Freddie.  Johs. A. Jørgensen blev medlem af SPIRALEN i 1948. Johs. A. Jørgensen har det meste af sit liv boet i Horsens. Han har gennem sit lange virke som kunstner arbejdet sig frem til sin helt egen udtryksform, der ikke kan samles under ét bestemt begreb, men snarere er en syntese af de eksperimenter med motiv og metode, han påbegyndte i slutningen af 1940’erne. Udstillingen viser værker fra "SPIRALEN-perioden" og frem til slutningen af 1970’erne, hvor Johs. A. Jørgensen på grund af sygdom blev tvunget til at opgive maleriet.


Andres Serrano
"A history af Andres Serrano"

14. marts - 24. maj 1998

 

 Den amerikanske fotokunstner viser for første gang en større udstilling i Danmark. Han er i dag internationalt anerkendt, men vakte i 1989 furore i hjemlandet USA, da han udstillede fotografier af bl.a. krucifixer, hvis smukke gule baggrundsfarve stammede fra urin. Men det er netop betegnende for Serranos værk, at han med udsøgt æstetik præsenterer os for tabubelagte og kontroversielle emner som religion, død, sex og racisme.Det er måske ikke uden grund, at kritikken har placeret ham et sted mellem Benetton og barokmaleren Caravaggio. Udstillingen omfatter 12 års arbejde, og består af ca. 60 værker fra en række markante serier som Nomader (portrætter af hjemløse), Klanen (Ku Klux Klan medlemmer), De ufødte og The Morgue, der præsenterer døden i al dens skønhed og gru. Hans seneste serie fra 1996, A History of Sex, sætter focus på erotikken i dens mange afskygninger, hentet fra „det virkelige" liv i Amsterdam.


Billedtegn i Østbyen

5 juni - 28. juni 1998

Udstillingen er det første resultat af udsmykningsprojektet BILLEDTEGN I ØSTBYEN 320 elever på Langemarkskolen i Horsens har hver skabt et billedtegn på papir, på stof og i ler Pensionister fra Svalereden har hjulpet eleverne med at gøre stofbanerne færdige. Lertegnene skal senere opsættes som en stor reliefudsmykning på skolen.


Sommerudstilling på Horsens Kunstmuseum

1. juli - 1. september 1998


Sommerens udstilling på Horsens Kunstmuseum vil traditionen tro være en større ophængning af den permanente samling. Man vil kunne se dansk og international kunst, specielt fra vor egen tid. Der vil i ophængningen være lagt vægt på en række centrale nyerhvervelser.


Det ka' vi li'

11. september - 18. oktober 1998


23 elever fra Stensballeskolens 3. a har fået lov at vælge og vrage i Horsens Kunstmuseums samling. Vi har bedt dem vælge yndlingsværker til en udstilling, og samtidig fortælle om deres valg. Børnenes billedvalg spænder vidt, fra Troels Wørsels Zen- Painting, over Ingvar Cronhammars skulptur Fra Blonden mellem sort og rødt og til Vilhelm Lundstrøms Nature Morte.


Julius

3. oktober - 22. november 1998


Et fornøjeligt gensyn med bladtegneren Julius, der med sin spidse og underfundige streg har indfanget mange aktuelle situationer fra såvel den lokale som den nationale andedam, og sat dem på spidsen i Horsens Folkeblad og Blæksprutten.

Udstillingen viser et større udvalg af de senere års produktion.


Julemarked

5. og 6. december 1998

 


Michael Kvium
"Fools"

24. oktober - 12. december 1998

 
Michael Kvium indtager en central placering i museets samlinger. I en periode vil museets værker imidlertid være erstattet af en serie på over 60 portrætter. Ikke portrætter i traditionel forstand, idet det ikke er eksisterende personer, der har stået model, men snarere portrætter af forestillinger og mennesketyper. Portrætserien Fools er blevet til gennem de sidste 6-7 år, og har ligget som en konstant understrøm i hans produktion. Det er hér, små eksperimenter har fundet sted og nye tilgangsvinkler er afprøvet. Umiskendeligt Michael Kvium, men på en anden og meget spændende måde. Udstilingen blev vist på det danske kulturinstitut i Edinburg tidligere på året.


Horsens Kommunes Julekort 1998

 

27. november - 13. december 1998

625 forslag til Horsens Kommunes julekort 1998, blev resultatet af en konkurrence udskrevet blandt skolebørn i Horsens. Alle bidragene præsenteres på denne udstilling.