Privatlivspolitik og cookies

Søg: 

På den anden side 2012
Inventarnummer: 1240
Video

På den anden side, 2012

Katja Bjørn er uddannet cand. mag fra Aarhus Universitet i 1999 og har siden arbejdet med skulptur, video, fotografi og installation. Katja Bjørn arbejder nytænkende med videomediet og skaber en form for videoskulpturer med udgangspunkt i hverdagens velkendte attributter, som f.eks. olietønder, kommoder, smykkeskrin og cigaræsker, sammensat med en overraskende og til tider drømmeagtig billedstrøm.

Katja Bjørn inviterer os med sine værker ind på den anden side i en forunderlig verden, der lægger op til en fri og individuel fortolkning med udgangspunkt i drømmen og fantasien. Videomediet forekommer oftest flygtigt, men kan aflæses som et maleri, på trods af det bevægende billedsprog. Dette bliver tydeligt i ’ På den anden side’ hvor kvinden på skærmen søger kontakt med beskueren, ved at kigge ud efter os – på den anden side.

Katja Bjørn arbejder i værket med udgangspunkt i kroppens skulpturelle form og bruger videoen som dokumentationsform. I værket undersøger hun forholdet mellem det virtuelle rum i videoen og det fysiske rum i forhold til hvor beskueren befinder sig. Kvinden i videoen udforsker beskuerens rum, mens vi som beskuere får lov til at udforske kvindens rum, for hvor er det, hun befinder sig? Hvad er det, hun kigger efter på den anden side? Er det muligt for os at kommunikere med hende? Må man træde på hende?