Privatlivspolitik og cookies

Søg: 

Selvportræt, 1985
Olie på lærred. 130,5x200,4
Gave 08/08/1985 fra Viggo Nielsen og hustrus legat
Inventarnummer: 552

Michael Kvium, 1955

Michael Kvium tilhører den samme generation som de såkaldte unge vilde, men hans kunstneriske udgangspunkt ligger meget fjernt fra deres. Det er ikke 80'ernes tyske og italienske maleri, der på nogen måde har været igangsættene, det har snarere været hans egen livssituation,
og på det formelle område skal rødderne søges helt tilbage til Velazquez, andre spanske barokmalere og Goya. At han i så høj grad alligevel identificeres med 80'erne må dels hænge sammen med, at de temaer han behandler i sit stærkt fortællende maleri hører 80'erne til, og at han har haft tæt kontakt til sine jævnaldrende kunstnerkolleger, der bl.a. er vokset ud af et performance samarbejde med bl.a. Christian Lemmerz. I performancesammenhæng har Kvium været med til at skabe billeder, der kunne trænge igennem 80'ernes store billedflimmer, og blive stående, så at sige, på skærmen. I sit maleri har han gjort det samme. Man glemmer ikke Kviums billeder, og de vedbliver at være interessante.
Selvportræt fra 1985 er et nøglebillede i hans produktion. Det er ikke tilfældigt, at det er malet i en realistisk malemåde, for Kvium har altid søgt at udforme billedsproget præcist i forhold til det, der skal udtrykkes. En ung mand med et fysiognomi, der leder tanken hen på et moderne neandertalmenneske, står i et vindue og betragter verden.
Et vindpust har fået gardinet til at blafre, og på væggen tegnes en skygge, der mest af alt ligner et monster. Rummet er tomt. Selvportrættet udtrykker, at Kvium fra nu vil betragte verdens fænomener set fra en position ude fra. Han vil være modtageren, der modtager omverdenens signaler og sender dem tilbage i kunstnerisk bearbejdet form. Det er således ikke hans person som sådan, hans private perversiteter, hans private problemer, der blev nedfældet i de billeder, der så dagens lys de følgende år. Det var lige netop de billeder hverdagens informationer skabte i hans hoved, han har sendt videre til os, primært i maleri, men også i en række grafiske arbejder. "Jeg lader mig styre af ekstremer", og med den tilgangsvinkel selvportrættet lægger for dagen, er det muligt at tage fat på ekstremer. Og det blev der de følgende år med Kvindebilleder, hvor perversionen, kvindeopfattelse mv. er stillet til skue i en række billeder, i øvrigt alle karakteriseret ved deres teatralske opbygning.
Vi er tilskuere til et teaterstykke, men det bliver det ikke mindre nærværende af.
Efterhånden som Kvium bevægede sig væk fra psykologien over mod omverdenen, blev ekstremerne ikke mindre og ikke mindre skræmmende, men grundholdningen, at han betragtede verden og omformede de billeder verden skabte, forblev den samme. De er pågående, for man kan umulig affærdige dem med, at det er fantasi.

Claus Hagedorn-Olsen