Privatlivspolitik og cookies

Søg: 

1976
Jern, træ, bronze, mursten, aluminium, marmor og bemaling
På billedet: Mit værksted, del 2/Arbejdsbordet
215,5 x 142,2 x 76,0 cm

Fra mit værksted, del 1
Fra mit værksted del 2/Arbejdsbodet
Fra mit værksted del 3

Flere af Ib Braases værker er skabt i serier eller ”familier”, som han selv betegnede det. Op gennem 70’erne udvikler han en særlig interesse for betydningsfulde og intime rum, og ud fra denne interesse skaber han en række værker, som alle henviser til forskellige værelser. Ofte er det nære familiemedlemmers værelser, som bliver referenceramme. Inspirationen til disse tre værker er hentet fra kunstnerens eget atelier, som titlerne angiver. Han har skabt kunstneriske variationer over forskellige elementer fra hans atelier – fx et arbejdsbord - eller den særlige stemning, som rummet indeholdt. Ib Braase skaber en kaotisk, men kreativ opløsning af grænserne mellem kunsten, arbejdet og intimsfæren og bringer de tre sammen i en enhed. Og her mødes et rum med et andet rum, når skulpturerne, som motivisk refererer til et særligt rum, pludselig iscenesættes i et nyt og anderledes rum, nemlig museets udstillingssal.

På denne måde gør han op med tidligere tiders forståelse af skulpturen som afsluttet og autonom. Det vil sige, at skulpturen fungerer på sine egne præmisser, og at den ikke er afhængig af det rum, den præsenteres i. For Ib Braases konstruktioner er rummet og omgivelserne derimod af allerstørste betydninger. I og med at Ib Braase lader skulpturen sprede sig ud og indtage rummet, bliver konteksten en del af oplevelsen af værket, og beskuerens kropslige tilstedeværelse i den måde, man bevæger sig rundt om værkerne, bliver afgørende.