Privatlivspolitik og cookies

Søg: 

Farven og Lyset - Studier i Goethes farvelære

7. januar - 13. februar 2000


Johann Wolfgang Goethe (1749-1832) er ikke alene en af Tysklands store digtere, han udgav desuden i 1810 sin farvelære. Goethe undersøgte lysets væsen, og forholdet mellem lys og mørke ud fra de grundlæggende spørgsmål, hvordan opstår farverne, og hvordan virker de på mennesket? Han endte med en 6-delt farvecirkel, med de to grundfarver gul og blå, som opstår af lys og mørke, og indføjer en immateriel dimension. Udstillingen er skabt af forfatteren og designeren Lone Schmidt.


Play and Picture

24. marts - 2.april 2000
Skoleelever fra Horsens følger i kunstnerparets Vagn og Meta May Holmboes fodspor og udstiller egne kunstværker, der er blevet til under inspiration af Meta May Holmboes fotografiske værker (Iskrystaller) og Vagn Holmboes musik.


Billeder til Holmboe

24. marts - 2. april 2000

Vagn Holmboe (1909-96) er en af det 20. århundredes største nordiske korkomponister. I anledning af festivalen: Holmboe i Horsens den 24. marts - 2. april, viser Horsens Kunstmuseum et udvalg af billeder af Richard Mortensen, Mogens Andersen og Arne L. Hansen skabt til Vagn Holmboes musik og ofte i tæt samarbejde med komponisten.


www.children.dk

14. april - 21. maj 2000

I 1999 inviterede vi alle de horsensianske skolebørn til at tænke tanker i forbindelse med årtusindeskiftet. Ideen var at projektet kunne indgå i undervisningen og målet var 2000 bidrag fra 2000 børn. Så mange bidrag blev der ikke, men vi præsenterer alle de bidrag, vor invitation fik frem. Bidragene blev lagt ud på en hjemmeside speciet dedikeret dette projekt.


Nina Sten-Knudsen

11. marts - 4. juni 2000

Siden Nina Sten-Knudsen i 1982 markerede sig blandt de „unge vilde", har hun bevæget sig stadig mere mod landskabets vide horisonter. Udstillingen består af 6 store malerier fra perioden 1998-99, hvor Nina Sten-Knudsen i stort format fremmaler det romantiske landskab i smukke gyldne farver med en egen patina. Det betyder dog ikke, at der er tale om et klassisk nostalgisk landskabsmaleri, hvor en storladen natur indordner sig i et tredimensionalt rum. Disse senere landskabsmalerier sætter centralperspektivet ud af kraft, til fordel for et bredere spekter, hvor mange forskellige fortællinger foregår på flere planer. Udstillingen blev under stor opmærksomhed vist på Ny Carlsberg Glyptotek i efteråret 1999. Det er en udstilling der bør ses - og så i Horsens Kunstmuseums fantastiske rammer.


Sommerudstilling

25. juni - 27. august 2000

Traditionen tro sætter Horsens Kunstmuseum fokus på samlingen, og præsenter en lang række hovedværker skabt af danske og internationale kunstnere.


Kirsten Ortwed
The Sculptor's Palette

9. september - 5. november 2000

Kirsten Ortwed vandt i 1998 i Stockholm en international konkurrence om et monument over Raoul Wallenberg, der skal placeres på Raoul Wallenbergs Torg i det centrale Stockholm. Raoul Wallenberg reddede tusindvis af jøder fra at blive udryddet af nazisterne i Budapest, for siden at forsvinde sporløst i det daværende Sovjetunionen. Horsens Kunstmuseum har fået en enestående mulighed for at præsentere dette monument inden det permanent placeres i Stockholm.Værket består af 12 store bronceskulpturer samt Raoul Wallenbergs signatur i bronce.

Ikke alene denne kunstneriske kraftpræstation kan ses på udstillingen, men også det omfattende værk Tons of Circumstances, som Kirsten Ortwed skabte til Biennalen i Venedig (1997), præsenteres for første gang i Danmark.
Derudover de to skulpturer Ghost I og II og sidst, men ikke mindst skulpturen der har givet udstillingen sin titel: The Sculptor’s Palette.


Konkurrence om skulptur til Torvet i Horsens

Horsens Kommune inviterede 6 kunstnere til at komme med forslag en skulptur til torvet i Horsens. Inge og Asker Larsens fond til støtte af almennytte formål har via en donnation sikret realiseringen af det projekt som Horsens Byråd vedtager, efter indstilling fra en arbejdsgruppe.

Fra søndag d. 5. november kl. 16.00 præsenteres bidragene på Horsens Kunstmuseum.

De deltagende kunstnere er Jeppe Aagaard Andersen, Bjørn Nørgaard, Christian Lemmerz, Kirsten Ortwed , Wainer Vaccari og Antony Gormley.


Horsens Kunstmuseums Julemarked

2. og 3. december 2000

Kunstmuseets traditionsrige julemarked med alt, hvad hjertet kan begære af nisser, glaskugler, keramik, blomster m.m.
Anette Balle/Kirsten Stær: pileflet. Aase Dyrgaard: keramik. Inge Hansen: nisser. Rita Hartvig Hansen: keramik-nisser og trolde. Oda Heimann: strik og bamser. Inga Jørgensen: hatte og dukker. Anette Madsen/Jette Andersen: nisser. Jørgen Markvard: glas. Asta Piltoft: hjemmelavet chokolade og marcipanfigurer. Dina & Knud Rosenkjær: stensmykker. Karenmarie Aagaard: porcelæn og glas

Årets specialudstilling: Inger Øster; egne kreationer.


Horsens Kommunes Julekort 2000

2. december - 17. december 2000

Over 140 forslag til Horsens Kommunes julekort 2000, blev resultatet af en konkurrence udskrevet blandt skolebørn i Horsens. Alle bidragene præsenteres på denne udstilling og naturligvis de to vindere.


Lars Nørgård
Voyeur bag rattet

11. november - 21. januar 2000

Lars Nørgård er centralt placeret i Horsens Kunstmuseums samlinger. Han tilhører samme generation som Gerard Kever både aldersmæssigt og kunstnerisk. Set retrospektivt har Lars Nørgårds maleri bevæget sig i feltet mellem figuration og abstraktion. På denne udstilling præsenteres i alt 6 nye store værker, der vil vise alle aspekter i Lars Nørgårds kunstneriske univers. Den rene abstaktion, abstraktionen med figurationer indvævet og rent figurative billeder.


Gerard Kever

18. november - 21. januar 2000

Kever er internationalt set langt fra et ubeskrevet blad, men i dansk sammenhæng ukendt. Udgangspunktet som kunstner blev grundlagt i det legendariske Mülheimer Freiheit, der var et af arnestederne for det vilde maleri i 1980’ernes Tyskland. Gerard Kever har lagt penslerne på hylden, og i stedet lægges farvepigmenterne direkte på lærredet som små bjerge af ren farve. Bjerg ved siden af bjerg. Kever skaber et maleri hinsides en kunstnerisk håndskrift. Virkningen er fascinerende, og det nærmeste man kommer den er neo-impressionismens prikmaleri.

Kever har siden 1995, hvor det første pigmentmaleri så dagens lys søgt efter en uprøvet tilgang til maleriet. Resultatet er overbevisende. Det skal opleves - og det kan det på Horsens Kunstmuseum. Opstillinger, landskaber og figurbilleder giver et nyt bud på maleriets muligheder


Bjørn Nørgaard - Jeg gik mig over sø og land
29. januar -

Jeg gik mig over sø og land, kalder Bjørn Nørgaard sit store 2-delte glasrelief fra 1999, der fører museets fine samling af kunstnerens værker helt op til i dag. På de store glasflader forener Bjørn Nørgaard mange forskellige materialer og symboler, tegn og fragmenter fra kunst- og kulturhistorien.