Privatlivspolitik og cookies

Søg: 

Patient Hearted (Argos), 2005
Olie, spray og kul på lærred. 220 x 130 cm.
Købt 2006
Inv. 1123

Cathrine Raben Davidsen (f. 1972)

Cathrine Raben Davidsen er en af de helt unge kunstnere, der er repræsenteret på Horsens Kunstmuseum. I sine værker tager hun ofte udgangspunkt i eksisterende kunstværker, som hun låner dele af, og på den måde viser hun tydeligt, hvor hun har sine kunstneriske rødder placeret. Det lånte bliver forvandlet, omformet og tilsat hendes eget kunstneriske udtryk. Der er ikke tale om parafraser, eller at hun ved disse lån nedgør eller sætter spørgsmålstegn ved de værker, hun låner af. Derimod er der tale om en respekt for værket. Når Cathrine Raben Davidsen låner og omformer, gør hun det respektive værk aktuelt igen og iklæder det en moderne optik.
 
Cathrine Raben Davidsen er især fascineret af kunst fra perioder som højrenæssancen, manierismen og barokken. Disse er perioder, hvor kunsten fokuserede på det kropslige, på det manierede, forvredne og groteske. Figurerne i Cathrines billeder bærer præg af denne fascination. De har ofte lange, forvredne kroppe og er lette og diffuse i deres fremtoning, hvorimod ansigterne er mere konkrete i deres form. Flere af Cathrine Raben Davidsens værker rummer dobbeltheder, hvor for eksempel det konkrete møder det diffuse og gør værkerne insisterende og fjerne på samme tid. Samtidigt er historien ofte til stede som en reminiscens af et tidligere værk, der er blevet omformet og derved transformeret ud af sin oprindelige kontekst og ind i en ny. Det skaber på en gang en distance til historien og fastholdelse af den.
 
”Patient Hearted” (Argos) fra 2005 viser en kvinde med en hund på skødet. Argos er navnet på Odysseus´ trofaste hund og den afbildede kvinde er Penelope, Odysseus´ lige så trofaste hustru. Penelopes ansigt og hunden er det eneste med fast, konkret form. Resten er let og diffust. Der arbejdes i værket med både de store penselstrøg samt de mere minutiøse og præcise. Både Penelope og Argos ser direkte på os. Sorte streger med sorte prikker udgår fra Penelopes hals, og fra hendes bryst lyser en bleg gul farve – måske en tålmodigt ventende kvindes hjerte, der ikke kender hendes mands skæbne, eller ved om hun er blevet forladt for evigt?

Lene Bilgrav-Nielsen