Privatlivspolitik og cookies

Søg: 

Ixion. 1990
Olie, metal på lærred. 220,7 x 191,5 cm
Købt 1991
Inv. 737

Erik August frandsen (f.1957)

Erik A. Frandsen var i 1981 medstifter af Værkstedet Værst sammen med bl.a. Christian Lemmerz. Senere kom Lars Nørgaard til. Da det vilde maleri brød igennem med udstillingen Kniven på Hovedet i 1982, havde Værkstedet Værst parallelt arbejde med beslægtede problemstillinger, uden at kende til de interantionale tendenser og til akademielevernes bestræbelser. Værkstedet Værst var et atelierfælleskab, et arbejdsfællesskab uden egentligt program, med en arbejdsform baseret på improvisationen og projekter. Selve projektkarakteren var i begyndelsen i forgrunden, men interessen for resultatet opstod sidenhed. I de forløbne år har Frandsen beskæftiget sig med skulptur, tegning, grafik, fotografi og film. En stor og mangefacetteret produktion, men de mange facetter har ikke været udtryk for en famlen, men et resultat af hans arbejdsmetode. Op igennem 80´erne var hver udstilling et projekt, der ofte har forholdt sig til et andet af Frandsens projekter, og altid med klare intentioner om at afprøve og gennemarbejde bestemte problemstillinger gennem en serie arbejder. Frandsen fører så at sige dialog med kunsten, "Maleriet er selvrefererende.  Det er i dialog med, hvad der er gået forud i kunsten" - og mest med hans eget. I maleriet har Frandsen arbejdet henimod at finde frem til fire "bogstaver": løvsavsbillederne fra 1983, kultegningerne, de første fra 1989, glasuldsbilleder fra 1986 og endelig de såkaldte bakke- eller kassebilleder, hvor det første blev skabt i 1987. Eksempler på de tre sidsnævnte kan ses på Horsens Kunstmuseum. Ixion er fra en serie på i alt 10 kassebilleder - Epeisóduin-serien - fra 1990. Det er foreløbigt sidste gang Frandsen har arbejdet med den problematik, der er så fremherskende her, nemlig hvad han kalder blokader, på denne måde. Det malede motiv er to hængte mænd, men det blokeres, aflæsningen vanskeliggøres af ståltråd og metalbakker placeret oven på motivet. Det understreger, at motivet for Frandsen fungerer som påskud. Man bør derfor ikke vandre ud af den tangent titlen skaber, for Frandsen er ikke historiefortæller, men arbejder primært med kunstneriske problemstillinger. "Kunst er kunst og forholder sig til kunst". Det er dog ikke hele sandheden, "for samtidig har du den dybe indignation, din smerte og alt muligt, som du arbejder med på det sociale plan" og som naturligt vil påvirke den kunstneriske proces, men som ikke lader sig direkte aflæse. Han søger ikke større samfundsmæssige relevans for sin billedkunst. At Frandsen siden har arbejdet på anden måde med blokadeproblematikken er ganske naturligt, idet han i denne serie nåede sit forløbgt kunstneriske højdepunkt inden for dette bogstav i hans alfabet.

Claus Hagedorn-Olsen