Privatlivspolitik og cookies

Søg: 

Ørn. 1982.
Olie og spraymaling på lærred.
239,5 x 129,5 cm.
Inventarnr. 548

Nina Sten-Knudsen (f. 1957)

Nina Sten-Knudsen deltog også på den legendariske udstilling, Kniven på Hovedet, der markerede et vendepunkt i kunsten i forhold til offentligheden. Egentlig vild maler har hun aldrig været. Før denne udstilling havde hun dog allerede markeret sig i udstillingssammenhænge med installationer med bl.a. håndsmedede økser og redskaber. Økserne kan både opfattes som redskab og som rituelt objekt, der bærer associationer med sig fra mange kulturer. Sten-Knudsen søger tilbage. Et væsentligt grundtema i hendes maleri op igennem 80´erne var således allerede tidligt slået an i hendes værk. Hendes svar på, hvad billedkunsten kunne stille op i en verden, hvor meningen var tabt, hvor troen på de store ideologiske systemer var væk, hvor man i princippet kunne mene hvad som helst og gøre hvad som helst uden at have andet end sin egen etik at forholde sig til, hvor værdierne var brudt sammen, hvor man ikke var i stand til at mobilisere et samlet verdensbillede, var at opstille modbilleder så at sige, ved at skabe billeder, der henviste til oprindelige kulturer, hvor den ødelagte helhed stadig eksisterede. Hun gik mod den herskednde strøm, der som svar på situationen anvendte ironi, distance og selvoptagethed for at overleve. Da Sten-Knudsen begyndte at bruge malerier til at skabe billeder, var det derfor helt naturligt, at det blev dyr, der dukkede op - ulven, hesten, kronhjorten og ørnen. Netop dyrene, også denne dybblå ørn, der svæver op mod en lys aftenhimmel, er i stand til at bringe vores tanker i retning af en verden, hvor religion og irrationalitet stadig var en naturlig del af vor tilværelse. I et af Horsens Kunstmuseums andre værker af Sten-Knudsen, Uden titel, har hun hentet sit stof fra de nordamerikanske indianere. Det er som antydet ikke etnografi, det handler om, men derimod via billeder at minde os om værdier, men stadig i det irrationelle område. Hun søger i fortiden efter områder, som verdens udvikling har sat uden for dagsordenen, men som hun peger på igen burde ind på scenen. Det er ikke nostalgi, men søgen i fortiden efter værdier med henblik på at bruge dem i vores egen tid for at finde et nyt ståsted. Hendes maleri peger på en optagethed af menneskets situation som sådan, ikke kun hendes egen. Man fornemmer også klart, at hun peger på menneskets tabte forbindelse til naturen, og søger med sine billeder at vise tilbage til en fortid, hvor vores oprindelige livsform tillod, at vi havde sanserne helt åbne over for naturen.

Claus Hagedorn-Olsen