Privatlivspolitik og cookies

Søg: 

Nature morte, omkring 1930
Olie på lærred. 95,5x100,4
Gave 4/10/1932 fra Ny Carlsbergfondet
Inventarnummer: 117

Edvard Weie (1879-1943)

Edvard Weie tilhører den generation af danske malere, der fik deres gennembrud omkring 1. verdenskrig. Den nyere og samtidige, specielt franske kunst, Cézanne, Gauguin, Van Gogh, Picasso, Braque og alle de andre, var de store helte for generationen generelt betragtet. Weie gik dog ikke så langt som sine kolleger. Kunsten var for ham ikke kun et spørgsmål om en kunst "i balance, ren, uden alvorlige eller deprimerende emner, en mental lindren, noget i retning af en god lænestol i hvilken man kan slappe af fysisk", som Matisse udtrykte det. Weie ønskede en kunst med et indhold, der dog ikke lader sig klart formulere. Weie holdt sig med andre ord uden for modernismens rene, man kan næsten sige dekorative maleri.
Der løber i Weies produktion en understrøm af, hvad han kaldte sine store kompositioner. Det var dem det handlede om. Hans landskaber, opstillinger m.v. var etuder til disse værker. Således karakteriserede han dette billede som "Samlebaandsarbejde... nærmest noget skidt, et Hoveriarbejde gjort for Pengenes skyld" - en vurdering næppe mange deler med ham .
Helt centralt for Weie var arbejdet med farven. I ungdomsproduktionen, som Horsens Kunstmuseums samling også rummer et eksempel på, anvendes den som kunstnerisk ækvivalent for lyset og atmosfæren i et motiv, samt til at bygge formen op med. Efter 1920 har Weie et mere nuanceret syn på farven. "Farven kan tages i Betydning af Kulør som et primitivt Element.....Tingenes Farve.....Og Farven kan tages i Betydning af Valør som et mere indviklet System, der med Skalaer bygger en endnu mere indviklet Form- og Forestillingsverden op....... Thi Farven kan også tages i en tredie for Billedkunsten.....for Kunsten overhovedet totalt revolutionerende Betydning, nemlig som Klang..........i Ordets bogstavelige, reelle haandfaste Mening! Ved simpelthen at sidestille Farven med Tonen! Ved simpelthen at udnytte Farvens mystiske Evne til ligesom Tonen at vække Sindets Stemning ved sin rent fysiske Paavirkning" (Weie: Poesi og Kultur). Det var med andre ord farven, der var bærer af budskabet, og også derfor det helt afgørende element i maleriet.
Weies opstillinger kan som nævnt opfattes som etuder, hvor han udforskede farvens musikalske udtrykskraft, søgte efter de rigtige nuancer, men det hindrede ikke Weie, som i dette Nature morte i at nå en utrolig sikker behandling af maleriet, der er bygget op med meget brede penselstrøg, hvor hvert enkelt strøg med hver sin farve, entydigt og resolut anbragt, skaber formen.

Claus Hagedorn-Olsen